Introduktion til billedbehandling

Hobro Fotoklub


 

Et lille kursus: Hvad, hvor og hvordan

   

2-6 deltagere, 18 år +

Medbring din egen bærbare pc. - En mus vil nok være at foretrække.

Jeg  medbringer USB-stick med øve-fotos til hver aften. Tag meget gerne egne fotos med.

Om du fotograferer med telefonen eller et traditionelt kamera er underordnet.

 

Tid og sted: 5 onsdage, 19.00 - 21.00 i vores lokale på 2.sal i Medborgerhuset, Hobro.

 

Pris: Kurset er gratis, og der er ingen betingelser tilknyttet.

 

Fotoklubben tilbyder kurset, fordi vi gerne vil fortælle om glæden ved at lave et seværdigt fotografi.

Skulle det resultere i, at der opstår en interesse for at være medlem af klubben, byder vi velkommen.

 

 

Indhold

 

1. aften

Alle installerer en testversion af Photoshop Elements. Programmet er på engelsk. Testversionen virker 30 dage. Vil du købe det, så det kan bruges fremover, er prisen ca. 775 kr. Har du Elements 2015 eller nyere, behøver du ikke den nyeste version.

Installer ikke prøveversionen på forhånd, da prøveperioden starter i det øjeblik, programmet installeres på din maskine. Ved at installere den første aften giver det os muligheden for at bruge programmet gratis 5 aftener med en uges mellemrum.

Beskæring af et foto

Gemme foto, så man kan finde det igen

 

2. aften

Justere lys, farve og kontrast

Klone (Rette småfejl - fjerne generende ting)

 

3. aften

Arbejde med lag (der kan justeres forskelligt i flere områder af billedet)

 

4. aften

Rette styrtede og buede linjer

Lave et panorama af flere billeder

 

5. aften

Indhold efter aftale

 

 

Ovenstående program er med forbehold og præsenterer kun en meget lille del af det, man kan justere på i et billedbehandlingsprogram. Der findes til formålet gratis programmer og en del programmer, der koster noget. Photoshop Elements skal man som flere andre programmer købe, når prøveperioden udløber.

 

Til dette kursus er der valgt Photoshop Elements. For det første er prisen overkommelig, og for det andet er der megen hjælp at hente på nettet og i bøger, - noget er endda på dansk.

Tilmelding til Erik Kjær, 2446 1838 - gammelek@gmail.com

 

 

Om foto og økonomi

Det behøver ikke at koste det blege at fotografere. Dagens mobiltelefon tager glimrende billeder, der med et godt resultat kan efterbehandles, og skifter man til et digitalt kamera, kan man komme godt i gang for 5.000 kr. Redigeringen kræver en pc og et program. Computeren har vi alle, og jeg vil hævde, at Photoshop Elements er et godt valg. Jeg har brugt programmet i mange år og bruger det stadig i det daglige.

 

Med tiden fik jeg lært og prøvet noget mere, og jeg fik lyst til at udvide mine muligheder. Det betød, at der skulle skillinger på bordet til nye kameraer, optikker, lys m.m. og programmer. Det var absolut ikke nødvendigt, men på den anden side: En hobby koster penge, og kan man skrabe lidt sammen i årenes løb, er det vel i orden at lægge noget foto i indkøbskurven.

 

Udstyr og programmer er ikke det væsentlige. At se og at træne sine evner til at se, inden man tager sit billede, - det er det, det drejer sig om.

 


Kontakt Om klubben Program Gallerier Til medlemmer Klubfotos

Til forsiden