Hobro Fotoklub byder nye medlemmer velkommen. Alle er velkomne, men nye medlemmer må ikke forvente, at det indebærer et grundlæggende kursus i digital fotografering eller fotografering generelt. Vi bruger ikke klubaftener på at få foto fra kamera til pc eller på at vise sine billeder på Facebook. Medlemmer af Hobro Fotoklub er folk, der finder en glæde ved at arbejde med billeder, vi vil alle sammen lære noget nyt om fotografering og billedbehandling, og det er det, vi lærer af hinanden, når vi mødes. Hver klubaften har et emne, som en af os har ansvaret for. Den, der ved noget, bliver udnævnt til tovholder. Dette går ikke på skift efter medlemslisten. Nogle har større viden og erfaring end andre, og de deler gerne deres foto-liv med andre. I det hele taget drejer det sig om, at vi beriger hinanden med hensyn til foto, og samtidig er det væsentligt, at vi hygger os, og at der er plads til almindeligt samvær. Når vi tager på en fælles foto-tur, bliver der snakket foto, men der er bliver også snakket om alt mulig andet, og sådan skal det være. Hobro Fotoklub er en samling af foto-nørder, der gerne byder nye medlemmer velkommen. Det er også en forening af ikke-nørder, som gerne vil være med at, at medlemstallet vokser. Om man har beskæftiget sig med foto en menneskealder, eller om man er begynder er ligegyldigt. Det er lysten, der tæller. Ring eller skriv, hvis det er noget for dig.